Fra markhjørne til æblelund: Vores frugtplantage med æbler til opbevaring

Et hjørne af vores mark har længe været bøvlet at arbejde med – det er simpelthen for småt og kringlet til at komme rundt med maskinerne. Så i stedet for at kæmpe videre, valgte vi at plante det til med noget, vi ved, vi vil få glæde af i mange år frem: æbletræer.
Ikke bare hvilke som helst – men æbler til opbevaring, så vi kan forlænge sæsonen for vores hjemmedyrkede frugt og blive mere selvforsyning hele vinteren.
Vi plantede dem i februar, så snart jorden tillod det. Ikke optimalt, men med kokosmåtter omkring stammerne og rigeligt vand håber vi, de får en god start.

Hvorfor æbler til opbevaring?

Vi har i forvejen sommeræbler i køkkenhaven, som giver masser af frugt i juli og august. Men de holder sig dårligt, og vi har savnet muligheden for at kunne tage et sprødt æble fra egen jord i november – eller måske endda helt ind i januar.

Ved at vælge sorter, som modner senere og holder sig godt i kælder eller kasse, håber vi at kunne strække selvforsyningen betydeligt.

7 æblesorter til opbevaring – vores favoritter

Vi plantede 20 forskellige æbletræer til opbevaring, men her er nogle af de sorter, vi glæder os allermest til at høste og gemme:

1. Stahls Winterprinz

Et rigtigt vinteræble! Det modner sent, men holder sig til langt ind i foråret. Sprødt og let syrligt – perfekt til både spise og madlavning.

2. Holsteiner Cox

En robust sort med god syre og fin aroma. Den skal lige ligge lidt før den folder sig ud, men så er det en sand vinterfavorit.

3. Wellant

Meget aromatisk med god sødme og sprødhed. Den holder sig fint i flere måneder og er en af de nyere sorter, der også trives godt i det danske klima.

4. Jonagold

En populær sort, kendt for sin sødme og store frugter. Egnet til både friskspisning og bagning – og kan gemmes til langt ud på vinteren.

5. Bodil Neergaard

En dansk klassiker med god holdbarhed. Smagen bliver kun bedre med lidt tid på hylden – og det er jo netop det, vi ønsker.

6. Hildesheimer Goldreinette

Et rigtig godt køkkenæble, der bliver ved med at være fast og smagfuldt længe. Egnet til både mos og tærter – og smager også dejligt friskt.

7. Karin Schneider

En mere ukendt sort, men med fremragende holdbarhed og kraftig, sødlig smag. Vi er spændte på at lære den bedre at kende!

Vores erfaring med at plante frugttræer

Selvom man ofte hører, at efteråret er den bedste tid at plante frugttræer, så handler det i virkeligheden om, at jorden skal være fugtig og ikke frossen – og at træet får ro til at slå rødder. Vi plantede vores i februar, da vi havde fået meget vand hele vinteren. Vi har beskyttet dem med kokosmåtter mod græs og ukrudt. Det hjælper også med at holde på fugten.

Tips til dig, der vil plante æbletræer til opbevaring

  • Vælg forskellige modningstidspunkter – så du kan høste over længere tid.

  • Mål op og afmærk inden plantning - vi brugte markeringspæle, så vi sikrede den rette afstand og symetri
  • Tænk over placering og adskillelse – træerne vokser jo en del med årene. Vi satte vores æble træer med 5 meters mellemrum.
  • Brug kokosplantemåtter eller barkflis for at beskytte mod ukrudt og tørke.

  • Vand grundigt i tørre perioder, især det første år.

Vil du også anlægge en lille æblelund? Så håber vi, at vores erfaringer og valg af sorter kan inspirere. Vi glæder os til at følge træernes udvikling og forhåbentlig kunne spise egne æbler langt ind i vinteren – måske endda dele dem med gæster og venner.

Ofte stillede spørgsmål om frugtplantager og æbler til opbevaring

Hvornår er det bedst at plante frugttræer?

Efterår er ideelt, men foråret fungerer også, så længe jorden ikke er frossen og træerne får nok vand.

Skal man beskære nye æbletræer?

Ja, men med måde. En let beskæring af sidegrene det første år kan hjælpe træet med at danne en god krone.

Hvordan opbevarer man æbler bedst?

Køligt, mørkt og fugtigt – fx i en uopvarmet kælder. Undgå at æblerne rører hinanden, og fjern dem med pletter.

Kan man blande sorter i samme plantage?

Ja, og det anbefales faktisk – det fremmer bestøvning og giver variation i høst og anvendelse.