Der er blevet lidt ekstra liv på gården! Vores hund, Sally, har fået hvalpe – en lille flok af de sødeste og livlige Golden Retriever hvalpe. Det har været en utrolig oplevelse at følge hvalpene fra de første, spæde timer til nu, hvor de begynder at vise personlighed.
En uventet start – Kejsersnit hos dyrlægen
Desværre gik fødslen ikke helt som planlagt. Sally kunne ikke selv føde, og derfor måtte vi en tur til dyrlægen for at få et akut kejsersnit. Det var lidt af en omvæltning for både Sally og os, da der er en risiko for, at hun efter narkosen ikke vil genkende sine hvalpe, men heldigvis gik alt godt.
Sally kom sig hurtigt efter operationen, og hun tog med det samme hvalpene til sig og begyndte at passe på dem. Det var en lettelse at se, hvordan hendes instinkter hurtigt fik hende til at tage sig af de små. Det var helt tydeligt, at hun var en fantastisk mor, og det gav os en stor tryghed.
Hundehvalpe er meget arbejde – Men også utrolig sjovt
At have hundehvalpe er både en stor glæde - men også et kæmpe arbejde. Der er meget, vi skal holde øje med, og i takt med at de bliver større - ja så skal de ud og luftes. I starten vasker Sally dem selv. Men det er sjovt at se, hvordan de vokser og udvikler sig dag for dag.
Golden retreiver hvalpe udforsker verden
Det er utroligt at se, hvor hurtigt hvalpene begynder at vise deres egne personligheder. De er nysgerrige, søde og fyldte med energi. Hver dag byder på nye oplevelser, og heldigvis har vi tre børn som er elsker at lege med dem. Det gør arbejdet lidt nemmere, når man kan deles.
Kommer du på bondegårdsferie eller shelterovernatning på Thorslykke, vil du helt sikkert møde Sally og også hendes datter Valdis.